Vilde fantasier...

Jeg elsker fantasier. Nej, ikke den slags. Men de andre, de fantasier man har som barn. Jeg er helt pjattet med børns fantasievne og glæder mig som et lille barn til at fortælle mine drenge alle de historier, jeg selv elsker. For eksempel den om Villy Vilddyr, som snart kommer som film, af Spike Jonze, juhuu!. Sødhed med nuttet på. Jeg får også helt sug i maven og gåsehud og klump i hasen og alt sådan noget, når Sebastian synger "ingen skal stjæle fra børnenes fantasi", og bliver ligeså salig når jeg står i yndlingsboghandel Thiemers Magasins børneafdeling med SMUKKE fantasifulde klassikere. Hvis jeg kunne, ville jeg bruge alle mine penge på børnebøger til mine drenge (eller bare til mig selv!)

Sæt pris og vær glad...

Igen: Hvordan er det man får tid til at blogge?? For tiden har vi 1 times mig-tid herhjemme om aftenen (og mig-tid trumfer altså meget ofte os-tid) fra Lillen sover og til vi selv sover. Ottoman'en sover stadig kun max. 45 min. ad gangen om dagen (ja, og egentlig også om natten) og da vi er ved at flytte er der lisssom liiiige nogle ting man kunne/burde ordne i disse hellige minutter. Well, det må blive en slags månedlig update herfra!

Har de sidste par dage tænkt meget over konceptet 'at sætte pris på'. Vi har 2 vidunderlige drenge, en masse ditto venner og familie, laver det vi har lyst til og er i det hele taget svineheldige. Alligvel var jeg den sure dame et par dage i sidste uge og syntes det hele var grimt, træls og hårdt. Jeg fik i sidste uge at vide at en veninde har tabt sit barn i 7. uge, en anden gravid veninde indlagt med alvorlige komplikationer og at en tredje veninde ikke var blevet gravid efter sit andet inseminerings-forsøg. Pyha. Jeg tog alligevel mig selv i at synes, at det var rigtig hårdt og synd for mig at Otto ikke sover om natten, at jeg ikke kan komme med til fantastisk 30-års fest i weekenden og at der er meget vasketøj... Stakkels mig? Altså jeg ved jo godt, at man ikke kan juble over, at man har mad på bordet hver dag for 'tænk på de sultne børn i Afrika' og sådan, men kunne dog godt tænke mig lidt mere overskud og lidt mindre brok. Jeg har læst Julias smukke bog Sig Farvel om at miste nogen man har meget kær, og selv om jeg aldrig har oplevet tab af den slags, blev jeg rørt på en anden måde, fordi jeg netop forstod hvor heldig jeg er. Husk det nu, Astrid, når du tuder ned i sovsen over at dit smukke, søde barn vågner, lige som du troede du skulle til at blogge.

Hvor meget er det egentlig meningen man skal nå?

Kan ikke helt finde ud af, om det er mig der er skudt helt i sænk, eller om det bare er sådan her. Kan det godt passe at jeg:

- ALDRIG tænker på sex?

- Ikke har gjort rent på badeværelset i sådan ca. en måned?

- Bevæger mig indenfor de 5 samme aftensmadsretter?

- Er i gang med 4 forskellige bøger, og ved at jeg ikke får færdiglæst nogen af dem?

- Ikke lige magter at være sammen med de af mine veninder, som ikke har børn og gylp og træthed ud over det hele?

Nå. Men sådan er det i hvert fald lige nu...

Sisterhood

Kvinder kan være hinanden værst (ofte i forbindelse med moderskab og dertilhørende konkurrence, misundelse og andre grimme ting), men de kan så sandelig også være hinanden bedst! (Som her i blogland) I dag var jeg med på en kigger til altid inspirerende Mette Holbæks workshop, og oplevede i den forbindelse en kæmpe energiudladning af noget så udflippet som søsterskab og kreativ synergi. Kom bl.a. til at tale med Trine, som jeg ikke lige fattede jo var hende den seje krea-blogger, og kom også til at tale med en kvinde, som brændte helt vildt for netop søsterskab (i mangel af bedre ord). Altså hvordan vi kvinder bliver bedre til at åbne op overfor hinanden, støtte hinanden og droppe den der pænhedsfacade. Very interesting.

Har netop i dag særligt meget brug for at droppe førnævnte facade og brøle: FORHELVEDEDAHVORERDETPISSEHÅRDTDETHER! Har hele formiddagen trasket op og ned af gulvet (på de få tilgængelige stier, der anes mellem det syndige rod af biler, brugte bleer - seriøst - og beskidt tøj) med en hylende baby i armene alt imens jeg selv hylede. Kunne ligesom bare ikke stoppe igen. Nu har jeg så fået ham til at sove, fået kaffe og lidt afløb. Fuck mand. Er det kun mig, der oplever sådanne dage?

Ammehjerne

Hvor skal man starte? Hjemvendt fra ferie og trænger virkelig, som i VIRKELIG til ferie. Det var egentlig meget hyggeligt, men satanras'me da også hårdt. Vi kom hjem lørdag aften efter en hel dags rejse, og jeg har siden da følt mig helt karkluds-agtig træt. Inde i hovedet er der ligesom bare lukket for tilførsel, og jeg stirrede fx helt blankt på min far som var på besøg i går, da han spurgte mig om hvad jeg mente om PeoplesPress/Politiken-sagen, og måtte ende med et "øh...tja". Jeg kan simpelthen ikke tænke en eneste tanke i disse dage, som ikke handler om hhv. Otto eller Anton, den ene eller den andens numse/søvn/spisning.

Det var dejligt at være der i ferieland (men Cypern, det er sgu' et mærkeligt land! Man tror det er lavet af ferieboliger, skrald og tørre bananplantager) Det var faktisk også rigtig hyggeligt at være sammen med mine svigerforældre (orker dog slet ikke at begynde at skrive om svigerinden, så kommer jeg bare til at hidse mig op, og det er jeg for træt til!) Årsagen til charter-sjov var svigerfars 60-års fødselsdag. Og for dælan, hvor er der bare mange måder at være 60 på. Min egen far er bare så fuld af sjov, energi, gå-på-mod og social bevidsthed og min mor er overskuddet selv. Mine svigerforældre derimod, kalder sig selv for gamle i ramme alvor og glæder sig helt vildt til at gå på pension om 2 år... Øv, jeg håber aldrig jeg kommer til at opfatte mig selv som gammel. Jeg bliver også ved med at tro, at jeg ikke er voksen - selv om jeg er færdiguddannet, er gift, har to børn og en andel...? Når jeg bliver 60 håber jeg, at jeg stadig siger "nice", køber overpriced café latte (selv om "man da lisågodt ka lav' det selv") og er barnlig og uansvarlig bare engang i mellem...

Nu vil jeg dog være voksen og fornuftig, og gå til ro i en tro på at jeg kommer til at sove mere end halvanden time ad gangen...

Ud og se med svigerfamilien

Ok. Nu prøver jeg igen. Har som Annamette forsøgt at få noget blogge-tid presset ind mellem bleskift og madninger af forskellige små skabninger, men forgæves. Der er så meget, jeg har lyst til at skrive, men det forsvinder ligesom i farten, og nu sidder jeg så her på nåle og tør knap begynde på et emne, for så vågner Otto garantrisset!

Nåmenaltså. Alt godt her i det lillebitte hjem. Som altså forhåbentlig snart bliver skiftet ud med et lidt større! Den nye lejlighed er ved at blive pæn og færdig, men i takt med at håndværkerregningen stiger (hov, der var sørme lidt råd i gulvet og lidt nedfaldent pus inde bagved det hele!) stiger vores forventninger til hvor godt og nemt det hele bliver, når vi flytter. Det er som om, vi tror at den nye lejlighed indeholder en slags selvafryddende gulv og selvrensende badeværelse, så man i hvert fald slipper for at bekymre sig om den slags pjat. Men der er i hvert fald et værelse til os og et til ungerne og et kæmpe spisekøkken og en vidunderlig, fantastisk gård og en herlig café lige rundt om hjørnet. Aaaahhh.

Da jeg blev ups! gravid med Otto var min første tanke at NU skal vi altså have det der hus. Gerne i Jylland og gerne med en friskole, køkkenhave og alle vores venner lige i baghaven (og helst ikke mere end ti minutter på cykel fra en café). Men da hverken min mands arbejde, vores venner, eller for den sags skyld min oprigtige lyst til at sylte og bage og dyrke urter fulgte med den idé, blev den hurtigt droppet I stedet har vi altså købt os en andel og nogle år mere i byen med alt hvad det indebærer. Jeg er, som Louise, simpelthen ikke klar til at give mit byliv op for en have. Så må man leve med 5A i ulvetimen og dårlig luft i lungerne.

Om lidt står den dog på sol og udeliv, da vi drager til Charterland på Cypern med min svigerfamilie. Nøj, det bliver spændende. De er jo søde.... men pyyyhha, det er lidt lang tid at være sammen med svigeren, og særligt med svigerinden, som kan være noget så anstrengende når det drejer sig om børn. Har tidligere skrevet om at man ikke må dømme andres måder at være mødre på, men det princip kommer jeg gang på gang til at afvige fra når det kommer til hende! Særligt fordi hendes tilgang til familiehygge tager udgangspunkt i at HENDES barn har det godt, er den gladeste, pæneste og sødeste. Husker stadig en kommentar sidste jul, hvor Anton havde mellemørebetændelse og græd hele natten og det eneste hun næste morgen siger er; "Ja, jeg tænkte bare i nat 'godt det ikke er mit barn, der græder'"... øhh, okay? Jeg er selvfølgelig også primært optaget af mine egne børn, men synes dog det er rarest når alle har det godt..!

Nå, nu vågnede han igen. Hvordan er det nu, man får babyer til at sove mere end en halv time ad gangen? Synes altid kun jeg når at gå op med vasketøj og gå på lokum før han vågner...

Ulven kommer...

Forstår nu hvorfor det hedder ulvetime. Oplevede i dag fra 17.00 til 18.00 (ret så præcist endda) to hyyyyylende ulveunger, som vitterligt hylede i kor. Når den ene holdt pause, gjorde den anden også, og når så den ene igen besluttede sig for at hyle (eksempelvis over at der ikke var flere rosiner i den lille pakke), stemte den anden i. Mellem 18.00 og 18.30 var der ro (tak til Bamse og Kylling og bryst-som-sut-metoden), og så kørte sirenerne ellers igen indtil de begge var puttet kl. 19.30. Hold da kæft. Vores lejlighed er så lillebitte, og der er ikke mulighed for at "gå afsides" - ikke engang på toilettet! Jeg er fuldstændig blæst i hovedet, og magter ikke andet end at sidde her på sofaen med computeren og guldkaramellerne.

Anton begynder virkelig at være pænt træt af, at jeg konstant sidder med Otto i armene (og på brysterne, for satan mand, han vil spise HELE tiden), og mit hjerte brister når jeg ved, at det er min "afvisning", som gør ham så fortvivlet. Heldigvis er min mand (som altid) utrolig rationel omkring hele flerbørnspolitikken og trøster mig med, at Anton jo er vildt heldig med at have fået en lillebror. Og en helt utrolig nuttet en af slagsen, skal det siges:-) Alligevel er det altså svært at kapere, når lille Anton på 20 måneder igen og igen hikster "mor, far, siso" (som altså betyder Otto på Anton'sk) gennem snot og tårer og bare har så svært ved at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Han har dog ikke en eneste gang ladet sine frustrationer gå ud over lillen eller nogle af de andre nede i vuggeren, og så må man jo trods alt give ham lov til at hyle ud herhjemme!

Mødre-gruppepres

Pyyyyhhhh.... Mange, mange, mange følelser indeni! Lige nu sidder jeg egentlig og tuder hormontårer og burde være på vej til mødregruppe, men har sgu mest lyst til at pjække fra det hele - altså; det HELE. I går oplevede jeg for første gang Antons frustrationer få frit løb og han var bare så ked så ked, og jeg kunne ikke få lov at trøste ham. Av for fa'en i moderhjertet. Her til morgen er det som om, at efterveerne presser på, og de bliver som bekendt værre for hver fødsel. Det er lige gået op for mig, hvor sindssygt svært det jo er, at balancere med så mange følelser. Hvorfor får man ikke tildelt et ekstra hjerte for hvert barn man får? Der er simpelthen ikke plads i det jeg har nu.

Nå. Så kom jeg afsted. Er hjemme igen efter mødregruppe - ikke en succes. Det kan da ikke passe, at det kun er mit barn, der har svært ved at sove, mine tårer, der løber, eller mine børn, der nogle gange giver mig grå hår og spat? Kom til et pinligt rent hjem med et overdådigt dækket bord med hjemmebagt kage og den helt rigtige øko-marmelade. Arhmen, come on! Mødregluppe-kliché! Det virker som spild af tid, at vi skal sidde der og smile pænt og velfriseret over den grønne te (for "kaffe, det giver altså barnet ondt i maven") og overbyde hinanden i længste søvnstræk, og få nervøse ticks når hende den lidt kiksedes barn begynder at skrige og måske vækker nogle af de andre guldklumper. Æv. Så vil jeg hellere være i blogland, hvor mødrene er seje og der er frit ord...

Jeg skal ha' mer' strøøøøm!

Sov nu for f'*****!! De sidste par dage har fulgt følgende mønster: Otto sover 45 min. ad gangen, vågner og græder i et kvarter og er derefter vågen i et par timer. Så bruger jeg en halv time på at putte ham, hvorefter han så igen vågner efter tre kvarter max. Gudskelov sover han rimelig fornuftigt om natten, men mor her kunne godt snart bruge lidt mere sammenhængende opladningstid, det tror jeg såmænd hele familien ville nyde godt af;-)

Havde lykkeligt glemt hvor meget de første måneder af babylivet er centreret omkring temaet søvn! Havde dog også glemt hvor helt fantastisk marcipanagtigt sådan en baby dufter, hvor dejligt det føles i maven, når babyen kigger en i øjnene og smiler tillidsfuldt og hvor forelsket man kan blive i sin mand, når han kærligt kysser baby (... og når han siger "sov du bare videre, skat, jeg skal nok stå op"!)